Hvad skete der i 1971?

Tilbage i 1971 - Årstals plakat - Årgang 71 - Aruhana

70erne er en tid, hvor bølgerne fra 1960ernes ungdomsoprør sætter aftryk i det der sker verden over. I 1971 er der opbrud i verdensordenen. Der er boligmangel og stigende arbejdsløshed og Danmark får en Socialdemokratisk regering. Flere stiller spørgsmålstegn ved emner som normer, kønsroller og ligestilling, mens der også eksperimenteres med alternative samfundsformer. Her er en oversigt over noget af det, der satte sit præg på Danmark og verden i 1971.

Populærkultur: Kaj og Andrea dukker op på tv

Danmarks Radio får et par nye tv-stjerner, da to dukker dukker op i børneprogrammet Legestue. Først er det papegøjen Andrea, der indtager studiet sammen med værterne Povl Kjøller og Kjeld Nørgaard i marts 1971.  Senere får hun selskab og en makker i form af frøen Kaj. De to frække og selvbevidste dukker opnår hurtigt stor popularitet.

Samfund og politik: Sammenbrud i valutasamarbejdet.

For at beskytte amerikansk økonomi indfører præsident Richard Nixon pludselig en fastfrysning af lønninger og priser. Samtidig indføres der en forhøjet told på importerede varer til USA. Oven i det afbrydes dollarens konvertibilitet til guld. Det giver kortsigtet en økonomisk gevinst for USA, men det betyder også, at det internationale valutasamarbejde bryder sammen.

Populærkultur: Den første Roskilde Festival

På den sidste weekend i august 1971 afholdes der Sound Festival på Dyrskuepladsen i Roskilde. Billetprisen for to dage med masser af musik er 30 kroner, og du kan blandt andet opleve Burnin Red Ivanhoe, Gasolin’ og Povl Dissing. Festivalen er en økonomisk fiasko men en publikumssucces.

Miljø og samfund: Greenpeace grundlægges

En gruppe af canadiske og amerikanske miljøaktivister samles sidst i 60’erne i protest mod atomprøvesprængninger i Alaska. I 1971 tager de på en protestaktion, som de kalder Greenpeace. Det bliver også navnet på den organisation, der vokser ud af bevægelsen.

Populærkultur: Danmarks første diskoteks-kæde

Grunden til den første kæde af diskoteker i Danmark lægges, da det første Discotheque Tordenskiold åbner i Jomfru Ane Gade i Ålborg i 1971. Diskoteket er populært og snart åbner en kæde af diskoteker under samme navn i byer over hele landet. Konceptet er ensartet med samme logo og et fælles præg på indretning og den musik der bliver spillet, så publikum altid ved hvad de går ind til.

Kultur og samfund: Nye ord i det danske sprog i 1971

Ord og begreber fra en bestemt tid kan sige meget om, hvad der rører sig i samfundet og den offentlige samtale. I 1971 er der en række nye ord, der bliver optaget i vores sprog. Kønsroller og seksualitet er en del af det, der optager danskerne i 71, så sproget bliver beriget med ord som bunkepul, sexobjekt, dragqueen og mandschauvinist. Blandt de nye ord i sproget finder du også bofællesskab, nærmiljø, ligusterfascist, systemkritik og betegnelsen for det nye fænomen, kvindelejr.

Samfund: Den første Kvindelejr på Femø

Den første Kvindelejr i Danmark afholdes på Femø ved Lollan. Kvindebevægelsen lejr tiltrækker omkring 500 kvinder (og 200 børn). De samles for at opleve en anden form for fællesskab og for at diskutere emner som ligeløn, ligestilling og kvindeundertrykkelsen under kapitalismen.

Populærkultur: Kendte født i 1971

Blandt de kendte danske og udenlandske musikere, sangere, sportsfolk og andre kendisser, der er født i 1971 finder du for eksempel skuespillerne Ewan McGregor, Mia Lyhne, Caspar Phillipson, Iben Hjejle, Winona Ryder og Jared Leto. Lance Armstrong er også født i 1971, ligesom Ricky Martin, Missy Elliot, Snoop Dogg, Lisa Ekdahl, Elon Musk, Gary Barlow, Christian Stadil og Annette Heick.

International politik: Bangladesh krigen

Bangladeshkrigen eller Den pakistanske borgerkrig er et blodigt opgør mellem Øst- og Vestpakistan, der udspiller sig fra 25. marts til 16. december 1971. Med støtte fra Indien udråber Østpakistan sig selv om en uafhængig stat, der får navnet Bangladesh.

Kultur og samfund: Fristaden Christiania bliver grundlagt

En ny bydel opstår i København, da naboer fjerner plankeværket ind til den forladte Bådsmandsstrædes Kaserne på Christianshavn. Snart flytter slumstormere ind i de tomme bygninger og Fristaden Christiania etableres som et alternativt samfund med fokus på kollektivisme, nye samfundsformer og eksperimenterende kunst.

Hold minderne om 1971 i live

Hvert år har sine særlige øjeblikke – Det kan være de begivenheder, som vi stadig taler om, sangene vi kan synge med på og historierne, der former både fortiden, nutiden og minderne. Hvis du vil holde erindringerne i live, er en årstalsplakat for 1971 en perfekt måde at gøre det på. Plakaten samler op på årets højdepunkter i et enkelt og stilrent design, og den er en perfekt samtalestarter, der vækker nostalgi og sjove minder. Det er en oplagt gave til mærkedage som fødselsdage, bryllupsdage og jubilæer, og en spændende og personlig gave, som bliver hængende på væggen i mange år frem.

Du finder plakaten for 1971 her: Tilbage i 1971

Peter er skribent på aruhana.dk

Skribent: Peter

Peter står bag Aruhana og aargang.dk. Han er fakta-nørd med en stor viden om design-, kultur- og kunsthistorie. Han bruger gerne masser af tid på at researche data til årstals-plakaterne og elsker at gennemsøge kilder for at finde spændende oplysninger og sjove facts. Det er Peter, der har introduceret plakater med fakta om årstal på det danske marked og i hans artikler og indlæg deler han insider-tips, inspiration og viden.