Watanabe Seitei plakater

Viser alle 16 resultater

Viser alle 16 resultater

Plakater af Watanabe Seitei (Shotei), som var en japansk nihonga maler og en af de første japanske kunstnere som rejste til Europa for at studere vestlig kunst. Han boede og arbejdede i Paris i tre år fra 1878 og frem og opnåede succes og anerkendelse i både Europa og USA.

Kunstner eller businessman?

Seitei startede egentlig med at gå i lære indenfor handel, men forretningssans var ikke hans stærkeste kort, så han begyndte at studere maleri under den historiske maler Kikuchi Yōsai i stedet.

Mange af Watanabe Seiteis egne arbejder tilhører kacho-é kategorien – billeder af blomster og fugle, og han mestrede håndværket til perfektion. Hans traditionelle motiver er på linje med dem vi ser hos Ohara Koson, men det er dog blandt de lidt alternative billeder med det stærke grafiske udtryk, at vi finder de mest efterspurgte favoritter i dag.

Magasinredaktør og trendspotter

Som bidragende redaktør på kunstmagasinet Bijutsu Sekai, der udkom fra 1890 til 1894 skabte og udvalgte han nogle træsnit, der i stil og udtryk skiller sig markant ud. Både fra hans egne perfekte naturalistiske billeder men også fra det generelle udtryk i hans samtid. De billeder, der blev trykt i Bijutsu Sekai, har et meget moderne og nutidigt look med en poetisk og rå streg, som ikke søger perfektion. Der er noget wabi-sabi over dem, og mange af motiverne har en markant grafisk stil, hvor for eksempel fugle, skyer og træer optræder som stiliserede symboler, og landskaber og omgivelser er antydninger, som er åbne for fortolkning.

Seitei fungerede som redaktør på Bijutsu Sekai magasinet og traditionen tro er de træsnit, der blev trykt i bladet, ikke signeret. Derfor skal de værker fra bladet, der tilskrives ham, måske mere ses som et udtryk for hans evne som kurator og trendspotter, end et udtryk for hans egne kunstneriske eksperimenter.

Jeg har valgt nogle af de træsnit af Watanabe Seitei, som jeg synes er blandt de  smukkeste og mest interessante. Plakaterne er med motiver der matcher særlig  godt med japandi-stilen, som sammensmelter japansk og skandinavisk design i et moderne og tidløst udtryk.