Udgivet i

Bag om de japanske træsnit

Ohara Koson - Blomstrende Lotus - Træsnit, ca. 1930

Ohara Koson, Watanabe Seitei og Hokusai. Det er nogle af de navne, der bliver ved med at dukke op, når du kigger på plakater med japansk kunst og træsnit. Historien om de klassiske tryks rolle i japansk kultur går dog meget længere tilbage en de velkendte navne. Her får du lidt af fortællingen og en baggrundsviden om de grafiske arbejder, som kendetegner den billedrige japanske kultur.

I begyndelsen var Buddha

De første kendte japanske tryk lavet efter træblokke blev fremstillet i det ottende århundrede. Det var små skriftruller med en buddhistisk tekst, som blev trykt på papir og gemt i små pagodeformede æsker. Det var kejserinde Shotoku der stod bag, og hun fik lavet en million tryk i alt, som blev sendt ud til templer i hele landet.  Op gennem 1100-tallet blev teknikken adopteret af buddhistiske munke, der lavede bøger med sutra-tekster og billeder af manadaler. Teknikken var endnu for bekostelig til at udnytte kommercielt. Det skete først i Edo-perioden (1603-1867) hvor landet oplevede stor økonomisk vækst og kunst og kultur blev værdsat.

Uddrag af japansk skriftrulle med træsnit-tryk fra det ottende århundrede
Uddrag af japansk skriftrulle med træsnit-tryk fra det ottende århundrede

Fra samurai til popkultur

I Edo-perioden begyndte man at trykke eksklusive bøger med billeder og tekster fra gamle sagaer. De var ganske kostbare og henvendte sig til et smalt publikum. Det var samuraierne og Japans elite der havde midler til at anskaffe sig bøgerne. Den japanske befolkning var veluddannet og der var hurtigt nogen der så potentialet i at bruge trykteknikken til at nå et større publikum. Ved at trykke på billigere materialer kunne man forsyne flere med viden og underholdning og bøgerne dækkede en bred vifte af emner. Det var udgivelser med illustrerede bøger om havebrug, satiriske hæfter, kabuki manuskripter, kunstbøger, romancer og romatiske noveller og bøger med opskrifter og komedier.

De illustrerede bøger var populære. Motiverne med billeder af kabuki skuespillere og billeder af hverdagslivet og dets fornøjelser blev taget op af flere selvstændige trykkere. De begyndte at udgive trykkene som enkeltark i stedet for at lave hele bøger. Det blev starten til den store udbredelse af de træsnit-tryk, vi kender i dag.

Hishikawa Moronobu - To elskende, Træsnit, 1675
Hishikawa Moronobu – To elskende, Træsnit, 1675

Den flydende verden

I Japan er der et ord for den moderne urbane livsstil og kultur, som vandt frem i Edo-perioden. De flygtige glæder, det verdslige liv og alt det skønne livet tilbyder, tilhører den flydende verden – Ukiyo. Billederne fra den flydende og flygtige verden har deres oprindelige udgangspunkt i Edo-distriktets natteliv. Her kunne den voksende middelklasse få tilfredsstillet deres behov – Både behovet for uskyldig underholdning og de mere kødelige lyster. Det var et område med mange bordeller og motiverne på træsnittene var de personer, der have hjemme der.  Det var blandt andet geishaer og skuespillere, sumo-brydere, prostituerede og købmænd. Træsnittene med motiver fra den flydende verden blev kaldt Ukiyo-e.

Hishikawa Moronobu - Scene fra Yoshiwara-kvarteret i Edo - Træsnit, sidste halvdel af 1600-tallet
Hishikawa Moronobu – Scene fra Yoshiwara-kvarteret i Edo – Træsnit, sidste halvdel af 1600-tallet

Verden i farver

De tidligste ukiyo-e billeder er fra 1670’erne og er monokrome tryk, der forestiller smukke kvinder. I løbet af 1700-tallet kom der flere farver på og hvert billede blev trykt ved hjælp af 10 eller flere udskårne træblokke med en blok til hver farve. En kunstner arbejdede sammen med et team af træsnittere, som udskar blokkene. Et hold trykkere sørgede for at overføre motivet til håndlavet papir og endelig var der en forlægger, som finansierede arbejdet og stod for at markedsføre de moderne motiver.

Torii Kiyonaga - Kvinder i badehuset - Træsnit, ca 1780
Torii Kiyonaga – Kvinder i badehuset – Træsnit, ca 1780

Selvom trykkene nu blev masseproduceret, blev de stadig fremstillet ved håndkraft. De trykkere der farvelagde træsnit-blokken kunne opnå nogle helt særlige effekter som for eksempel graduering af farverne og det var ikke muligt ved en mekanisk reproduktion.

Der var stor efterspørgsel på de farverige tryk og det var ikke kun billederne fra nattelivet i Edo, der kunne sælges. Landskaber, blomster, dyr og mad var populære motiver. Ukiyo-e fik flere undergenrer med hver deres tema. Nogle af de mest udbredte er Bijin-ga, som er billeder af smukke kvinder, Shunga, der er erotiske træsnit, Yurei-zu som er spøgelser og ånder og Kacho-e, som er billeder af blomster og fugle. Billederne udkom ofte i serier af flere tryk der kredsede om det samme tema og det viste sig at være en effektiv marketing-teknik. Når du har ét motiv fra en serie, er det nemt at sælge dig det næste også.

Utagawa Kuniyoshi - Kidomaru og Tengu - Træsnit, 1840
Utagawa Kuniyoshi – Kidomaru og Tengu – Træsnit, 1840

Den store bølge

Da Hokusais berømte store bølge ud for Kanagawa ramte verden i 1831 var der godt gang i det Japanske marked for træsnit. Bølgen var det første tryk i hans kollektion med billeder af Fuji bjerget. Han skabte 36 tryk i en serie af scener med bjerget som omdrejningspunkt og de fik en enorm udbredelse. Op gennem 1800-tallet var landet et stort og sultent marked og der blev solgt tusindvis af hvert tryk. Træsnit-bølgen rullede i Japan indtil midten af det 19. århundrede. Da den ebbede ud, begyndte Europa at få øjnene op for Østens mystik og æstetik.

Hokusai – Den store bølge ved Kanagawa – Træsnit, 1831

Japan er det nye sort

I mange år var Japan et lukket land som kun havde handelsrelationer til Holland. Det ændrede sig i midten af 1800-tallet. USA havde stærke handelsinteresser i området og sendte sin flåde afsted for at gennemtvinge en åbning af landet. Det gav store politiske og sociale forandringer. Japan gik fra at være en isoleret kultur, til at være et kapitalistisk industrisamfund med internationale ambitioner. Det betød samhandel og eksport – også af kunst.

I 1862 deltog Japan for første gang på Verdensudstillingen i London, og de Japanske varer blev revet væk. Den japanske kunst og æstetik var en øjenåbner for Europæiske kunstnere. Interiørstilen, farvesætningen og den japanske motivverden satte sit tydelige præg på Art Nouveau stilen . Da der kom en butik med japanske varer i Paris, var den franske kunstverden hurtig til at lade sig inspirere. Japonismen var født.

Kunsterne som Degas, Monet, van Gogh, Klimt og mange flere brugte de japanske træsnit som en kilde til ideer og nyskabelse. Nogle i direkte kopier af de originale Ukiyo-e print og deres motiver, andre som inspiration. Kompositionerne, brugen af negativt rum og den abstrakte måde at bruge farver på gav kunstnerne et nyt blik og helt nye muligheder for at udtrykke sig.

Vincent van Gogh - Blomstrende Blommetræ efter Hiroshige - Olie på lærred,1887
Vincent van Gogh – Blomstrende Blommetræ efter Hiroshige – Olie på lærred, 1887

Nye tryk – Shin-hanga

Hjemme i Japan var interessen for træsnit i starten af det 20. århundrede ikke overvældende. Landet var ved at blive Vestliggjort. Japanerne orienterede sig mod Europa og USA og Ukiyo-e print var ikke længere moderne. Til gengæld var der stadig et stort publikum i udlandet, som satte pris på træsnittenes smukke udtryk. Det var især de traditionelle billeder der solgte godt og Shin-hanga bevægelsen opstod som et svar på den Vestlige efterspørgsel.

I 1915 begyndte forlæggeren Watanabe Shozaburo at hyre kunstnere, der kunne skabe nye træsnit til eksportmarkedet. Han havde en idé. At forene europæisk kunst med japansk håndværk. Inspirationen skulle hentes i Impressionismen, som selv havde trukket store veksler på japansk kunst i årtierne forinden. Det lyder måske som et cirkulært koncept, men resultaterne var fornyende. Shin-hanga – de nye tryk, løftede det gamle træsnit-håndværk ind i en ny tid.

Hachiguchi Goyo - Kvinde der lægger make-up - Træsnit, 1918
Hachiguchi Goyo – Kvinde der lægger make-up – Træsnit, 1918

Salget af de nye tryk gik forrygende indtil katastrofen indtraf. Ved det store jordskælv, der ramte den japanske hovedø Honshu i 1923, brændte Watanabes værksted ned. Alle trykblokkene til træsnittene blev ødelagt og flere års arbejde lå i ruiner. Han måtte starte forfra og det samme måtte de kunstnere, der designede trykt til ham.

Shin-hanga bevægelsen blegnede efter anden verdenskrig, men enkelte kunstnere fortsatte produktionen af nye tryk indtil 1960erne. Blandt de kunstnere, der arbejdede med Shin-hanga finder man navne som Ohara Koson, Takahashi Shotei og Hashiguchi Goyo. De formåede at skabe en perlerække af populære værker med en stærk appel, som også har et stort publikum i dag.

Ohara Koson - Hvid påfugl på en grøn baggrund - Træsnit, ca. 1925
Ohara Koson – Hvid påfugl på en grøn baggrund – Træsnit, ca. 1925